ET EFTERÅR I MODVIND - 

MED EN SMULE DUFT AF FORÅR

Søndag d. 26 oktober spiller herresenior holdene deres sidste kampe i 2014. 2. holdet spiller ude mod Fredensborg, og kan med en sejr spille sig væk fra den sidste plads, der i teorien kan betyde nedrykning til serie 6. Udover en sejr, kræver det også Karlebo taber ude mod Hellebæk. 

1. holdet spiller også ude, det er imod FKF ved Helsingør Hallen kl 14. Efter sidste weekends lokalderby sejr over SIF, er der forhåbninger om endnu tre point. Mange af de samme navne er udtaget, og alligevel er der blevet plads til Morten "Bøtte" Andersen, der i anledning af at have rundet 40 år, og en fornuftig fodboldmæssig udvikling over de seneste sæsoner, har gjort sig fortjent til endelig at få debut på hold 1. Kig forbi omklædningen efter kamp, der skal nok være en øl til alle spillere og supportere.

Træner Tim Pihl har mod slutningen af denne sæson oplevet en større lyst til, at være en del af hold 1, hvilket er positivt og samtidig betyder, at nogle spillere bliver valgt fra. Tim Pihl udtaler" Udgangspunktet har altid været, at træning øger chancerne for kamp på 1. holdet, i år har det dog været anderledes. De unge har været i fokus, og har derfor fået lang snor i forhold til træning. Samtidig med fokus på kampene i år, har målet også været, at øge antallet af unge spillere (yngre end old boys) der ser sig som en del af hold 1. Dette mener jeg er lykkedes mod slutningen af sæsonen".

Generationsskiftet er hermed godt i gang, og så må succesen måles ud fra antallet af unge spillere på 1. holdet, når duften af forår og grønt græs vender retur i 2015. Med tre point imod FKF, vil efteråret lige være godkendt for hold 1 ud fra point. Antallet af aflysninger for hold 2 gør, at det på ingn måde betragtes som godkendt eller en succes, og alligevel vil en sejr i sidste kamp pynte meget.