Hornbæk - VFK Old Boys

VFK havde en del af afbud til denne kamp, men mødte alligevel op med en stærk trup. Kampen foregik på den store bane i Hornbæk. 

Hornbæk startede ud i et højt tempo og kom hurtigt foran 1-0. En spiller blev sendt mod baglinien og en anden var fulgt med på midten. Og det gik alt for stærkt til at VFK forsvaret kunne følge med.

Hornbæk fortsatte med det høje tempo og Morgan modtog et gult kort for et frispark højt oppe på banen.

Der var stadig ikke spillet 10 min da Hornbæk kom foran 2-0 på et mål der var en tro kopi af det første mål.

Og sådan fortsatte det. Det blev 3-0 efter endnu en stikning i dybden. Nikolaj tøvede og så kunne Hornbæk upresset sparke bolden i mål.

Hornbæk havde alt for let spil omkring VFK feltet, og det blev 4-0 på en flad afslutning fra en spids vinkel, som normalt ikke skulle have lov til at gå ind.

Svend blev presset til at at begå frispark og fik gult for det. 

Hornbæk udnyttede overtallet til at spille bolden rundt uden for feltet og til sidst sparke den flot i kassen med et tørt hug.

Efter en tiltrængt pause kom VFK mere med, men det var alligevel Hornbæk der scorede målene. Først på endnu en bold i dybden og derefter på et udspark fra målmanden som fik lov at hoppe i gennem forsvaret så en angriber kunne løbe ned og score.

Kampen sluttede 7-0. VFK spillede faktisk en ganske fornuftig kamp med flot flydende offensivt spil, men som resultatet antyder manglede der konsekvens i forsvaret, og skarphed (og lidt held) i angrebet.

Dyff og Morgan fik fidusen. På en gang imponerende og foruroligende at dem der var med i Prag også var banens bedste.